Glamdring "Foe-Hammer" - tohåndssværd smedet af elverne til kong Turgon af Gondolin i den Første Alder, og senere fundet af Gandalf den Grå. Gløder når orker er nær, og bærer inskriptionen "Turgon aran Gondolin tortha, Gar a matha I vegil Glamdring Gud Daedheloth, Dam an Glamhoth."
D&D 3.5 - "Goddag, jeg vil gerne købe et Longsword +2" "Meget vel, hr., men hvad er et longsword +2?" "Jo, De ved, 10% nemmere at ramme med" "Ah, ja, de hænger lige derovre imellem 5% og 15% sværdene - hvor mange vil De købe?" "Jeg tager tre, så har jeg også til mine assistenter - her, De kan tage mit Longsword +1, min club +1 og min +1 trident i bytte for 50% af deres købsværdi, og så betaler jeg resten kontant." "Sågerne hr."
A.k.a. er det bare mig, eller er der noget meget anti-episk over D&D's måde at håndtere magi i almindelighed, og magiske items i særdeleshed på?
Fra et game-mechanic-synspunkt kan det vel give mening, magical items er en del af character progression, og derfor skal det være muligt at købe hvad man har brug for (og trade de items ind man ikke har brug for) - men personligt finder jeg det totalt ødelæggende for alt hvad der bare minder om en troværdig setting med Magical Item supermarkets i alle storbyer 
So fellow Dungeon Masters, hvordan håndterer I magical items, og spillernes adgang dertil, i jeres settings? Her tænker jeg både under spillet, men også ligeså vigtigt, når nye spillere starter på højere level - kan jeres spillere købe magical items for start gold direkte fra listen som var det røget flæsk og standard adventuring gear? Og kan de shoppe items efter hvert eventyr i bedste Walmart-stil? 
Og hvis ikke, hvordan håndterer I så de gamister som insisterer på at de skal have mulighed for at leve op til D&Ds balancing system? 
